Flipbogen
Den enkleste
animationsform overhovedet - og den som de fleste selv har prøvet. På side
efter side i en lille notesbog, tegner man en enkel figur eller form, med en lille
variation fra side til side.
Når der er tilstrækkelig med tegninger i "notesbogen", holder man med venstre
hånd bogen med den første tegning opad, mens man med den højres tommelfinger bladrer
- flipper - gennem tegningerne. Og se - da hver side illustrerer en ganske lille del
af en bevægelse, bliver figuren levende, når de enkeltstående tegninger vises
hurtig efter hinanden. En yndet beskæftigelse i hjørnerne af skoles matematik- og
fysikbøger!
Flip-bogen er en glimrende introduktion til begrebet
animation. Her er det muligt - rent fysisk - at studere, hvordan billede efter billede
bliver levende, når de vises i hurtig rækkefølge.
Direkte animation
Direkte animation er skridtet vej væk fra flip-bogens
papir, over mod selve filmstrimlen. Her er dog heller ikke brug for et kamera der optager
enkeltbilleder. Animatoren arbejder direkte på den rå filmstrimmel. Ved at kradse i,
male eller tegne p
å strimlens tynde emulsion, eller ved at stikke huller i
strimlen, kan der skabes billede på billede. En af de helt store mestre på dette felt
var canadiske Norman McLaren.
Netop McLarens teknikker blev til stor inspiration for en af dansk animationsfilms helt store kunstnere
-
Lejf Marcussen
Flyttefilm
Hånligt kaldet køkkenbords-animation. En simpel
overskuelig teknik, der ikke kræver så meget tid og så mange penge som mange andre af
animationens udtryksformer. Teknikken kan benyttes solo af en animator, men langt de
fleste længere flyttefilm laves i mindre eller større teams.
Teknikken der benyttes er tegnede figurer, udklippet i dele som
'sprællemænd'. De forskellige dele flyttes under kameraet på en baggrund. Et
tålmodighedsarbejde der kræver stor opmærksomhed og nøjagtifhed. Flyttefilm - eller cut
out animation - opfattes typisk som en primitiv produktionsmetode, men ikke desto mindre
har denne teknik skabt nogle af de mest kendte danske animationsfilm overhovedet. Tænk blot
på «Cirkeline», »Snuden»,
»Hvordan man opdrager sine forældre» o.a.
Dukkefilm
En af de mest udfordrende teknikker er
dukkeanimation, hvor alt der skal med på den færdige filmstrimmel, skabes
tredimensionelt fra grunden.
Udgangspunktet er en dukke, bygget med bevægelige led, øjne, mund m.v., som
kan blive stående i en stilling, så dens position kan ændres mellem hver optagelse.
Arbejdet med at bevæge dukkerne udføres hovedsagelig af en enkelt animator, da det er en
langvarig, tålmodighedskrævende teknik, med meget store krav til akkuratesse.
Danmark har en lang tradition med dukkefilm, der især er et østeuropæisk
fænomen. Det er derfor heller ikke uden grund, at danske animatorer på dette felt, har
rødder tilbage til den østeuropæiske tradition. Det gælder danske Jørgen Vestergaard og - naturligt - rumænsk fødte Michail Badica og tjekkisk fødte Romana Burianová.
Beslægtet med denne teknik er ler-animation.
Stop motion
Teknik der bygger på realfilm, men på
animationsfilmens vilkår, hvor der ændres i det "levende" billede mellem
hver optagelse. Alt kan gøres levende i stop-motion, der også kaldes pixilation.
Kun fantasien sætter grænser. Alle "døde" objekter omkring dig - en stol, en
trehjulet cykel, glas på et bord kan, hvis du tager et billede af dem med kameraet,
flytter dem lidt, taget et nyt o.s.v. - blive levende.
Også ved at kombinere "døde" ting og "levende" mennesker, kan der skabes
fantasifulde animerede film. De første forsøg med animation i Danmark byggede netop på
denne teknik. Filmen, produceret i 1907, hed «Tryllesækken».
Celluloid
Den traditionelle, klassiske animationsform
- også kaldet fuld animation (full animation). Udviklet og
perfektioneret hos Disney. Metoden er tidskrævende, dyr og kompliceret, da den består af
utrolig meget manuelt arbejde. Denne produktionsform laves derfor hovedsagelig i store
teams.
En ledende animator tegner på papir først figuren i dens yderstilinger af
bevægelsen. Dernæst skal en mellemtegner tegne alle bevægelserne mellem
yderstillingerne, så der bliver tale om et flydende forløb. Herefter rentegnes
animatorernes streger, så figuren står klart og tydeligt, og har et ensartet udseende,
inden farvelæggere kopierer stregtegningen over på en gennemsigtig celluloid der
farvelægges. Endelig optager kameramanden den farvelagte celluloid på en malet baggrund.
Til et sekunds fuldanimeret film kræves gennemsnitligt 12 tegninger, hvis man
vil have den perfekte illusion af bevægelse. Og det kan nemt blive til flere pr. sekund,
alt efter hvor detaljeret og fin bevægelsen skal være. Eller f.eks. hvis der er flere
figurer i samme scene, hvis der skal tegnes særlige effekter - lys, skygger, vand m.v.
Moderne teknologi har lettet en del af de tidskrævende processer i arbejdet med
fuld animation. Men det grundlæggende princip er stadig håndarbejdets.
Tilbage til "Historie"
