Strit og Stumme

[ Home ] [ Tilbage ] [ Plaschke ] [ Tegnefilm ] [ Havebane ]

Rulletekst
"Strit og Stumme"
1987

Stumme og Strit
 Instruktion Jannik Hastrup. Manus: Jannik Hastrup og Bent Haller

I generationer har mennesket, efter industrien har forpestet kloden, gemt sig under jorden, hvor de terroriseres af en flok store menneskelignende rotter. Men Paradismyten lever og en dag drager en lille gruppe opad mod lyset

Det startede flot, samarbejdet mellem Jannik Hastrup og Bent Haller, med 'Samson og Sally', hvor publikum både kunne le og græde. Men det nye samarbejde, 'Strit og Stumme', Jannik Hastrups anden tegnefilm i spillefilmlængde, er mest til at blive deprimeret over.

Det økologiske tema og moralen er tydelig, men det er ikke en så flot og farverig historie som den foregående. 'Strit og Stumme' spiller på mange menneskelige følelser i sit helt eget underjordiske univers, hvor den væsentligste drivkraft er en næsten bibelsk rejse mod det forjættede land. Og samtidig rummer den ikke mindst en bidende samfundssatire i en verden, hvor rotterne har klaret sig bedst.

Filmen fik 1987 prisen som bedste animerede spillefilm ved Chicago Childrens Film Festival.







General McDonald

 Rotterne, anført af den vildtskydende Mr. President og hans general McDonald, holder mennesket på afstand af deres drømme om paradis på overfladen. Drømme er farlige, men hvis man mener noget med dem, så skal man gøre noget ved det. Og det gør pigen Strit, der elsker at høre sin gamle bedstemor fortælle om den jord mennesket måtte forlade. Strit og hendes venner, bl.a. den beduggede men rørende Blånæse, begynder opstigningen mod jordens overflade. Undervejs har de held til at befri den lille spinkle dreng Stumme, der træller for rotterne. Men Hastrup afrunder dog filmen med et håb. På overfladen er naturen er genfødt, solen stået op og  livet kan igen begynde.

Den noget dystre historie til trods, rummer 'Strit og Stumme' mange gode tegnefilmkvaliteter. Per Tønnes figur Mr. President og Harry Rasmussens Generald McDonald, spiller herligt sammen i scenerne fra den ødelagte undergrundsstations toilet.

Oprindelig var rotterne tænkt meget mere uhyggelige. Man så kun deres fede haler og hørte skrigene, når de havde fået fat i nogle mennesker. Men børnefilmkonsulent Ida Zeruneith bad Hastrup lave det om, ellers ville filmen simpelthen blive forbudt for børn. Istedet fik rotterne tøj på og Hastrup udstyrede deres præsident med en cowboyhat, som en slags joke over Ronald Reagan.






Blånæse og Strit
 Teknisk rummer filmen nytænkning og hæver sig flere steder over det mest kulørte niveau, som man kender fra tegnefilmens hjemland. Men omgivelserne under jorden er triste og deprimerende. Først ved opstigningen kommer der liv over farver og baggrunde, kameraarbejde og figurer. Velgørende er, at det er pigen Strit, der er den frække og aktive, medens drengen Stumme - der ikke kan tale - er den sky og tilbageholdne. Men han kan spille så vidunderligt på fløjte af rotternes præsident slet ikke kan holde det ud og de andre ikke kan lade være med at danse.

Hvor 'Samson og Sally' byggede frit på Bent Hallers bog er der her tale om et egentligt samarbejde mellem de to og Haller udgav historien i bogform under titlen 'Blåfolket.' I biografen blev filmen en fiasko. Den var for utraditionelt tegnet og for uhyggelig for børn, mente de fleste anmeldere. Og historiens alvor passede ikke til familien Danmarks opfattelse af sig selv.

Under overskiften Pegefingre, skrev Det fri Aktuelt at ' det er bydende nødvendigt, at film for børn skrives med en holdning. Ellers bliver de meningsløse. Problemet er balancen. Tipper den, kan resultatet som her blive lumsk kedeligt, fordi fablen ikke holder. Børn ved godt, at det står skralt til med verdensøkologien. Det står skrevet med blåt på indersiden af deres engangsble.







Strit, Blånæse, Stumme og den gamle bedstemor

Også Ekstra Bladet, der giver filmen fire stjerner med ordene 'rørende, vittig og musikalsk', antyder for mange pegefingre med ordene ' ... gentager sig selv lidt for meget. Budskabet om fred og frihed skæres ud i pap. Og det er ikke nødvendigt - vi har forstået det!'

Information konstaterer, at 'stilen er enkel og effektiv i streg, bevægelse og klipning. Professionelt fikst og færdigt, men ikke overvældende originalt', skriver avisen og tilføjer, at 'det hele er fermt fortalt i et rask tempo' og slutter med at fastslå, at det meningsfulde og grumme eventyr ikke er for små børn.

Berlingske er lidt mere venlig og kalder filmen ' en dansk tegnefilm af de mere usædvanlige, en film med både poesi, musikalitet og visuel fantasi'. Avisen mener også, at 'historien har sin styrke i evnen til at overraske og få den ene påfund til at puffe til det andet. Det går hurtigt, og man ved slet ikke, hvor man har Jannik Hastrups fantasi'.