Snøvsen

[ Home ] [ Tilbage ] [ Plaschke ] [ Tegnefilm ] [ Havebane ]
"Snøvsen"
1992


Eigil og Snøvsen






 Instruktion: Jørgen Vestergaard. Manus: Benny Andersen og Jørgen Vestergaard.

Eigil tager det helt bogstaveligt, når voksne bruger udtryk som at gå helt fra snøvsen og købe katten i sækken. Han opsøge dem og sværger, aldrig at gå fra Snøvsen, der til gengæld forsvinder og fører Eigil på sjove eventyr, før alle kan hygge sig sammen i den danske sommer.

Glad, venlig og troskyldig småbørnsfilm, med en hygge og charme der stammer delvis fra Benny Andersens børnsbogsserie, men som også opstår i samspillet mellem dukker og folkekære skuespillere.

Filmen er en blanding af radiostyrede dukker, realfilm og animation - for første gang brugt i Danmark. En svær kunst at gøre overbevisende, uden at råde over mængder af teknologi, men det lykkes Jørgen Vestergaard, der her debuterer som spillefilminstruktør, at få det hele til at fungere tilfredsstillende. Ikke at der rykkes milepæle, men det fungerer fint som småbørnsunderholdning og blev som sådan en succes.









Niels Olsen & Flemming Jensen - fjumsede forbrydere		 Benny Andersens udgangspunkt er det geniale: Folk går fra Snøvsen, har ikke en rød reje, eller har købt katten i sækken. Sådan oplever syvårige Eigil - spillet af Bjarke Smitt Vestermark - de voksnes sprog. Og på fantasiens vinger bliver han istand til, både at blive ven med Snøvsen og med den omtalte kat.

Snøvsen føler sig forladt og er derfor temmelig flabet og kvæulantisk, men finder tryghed i selskab med Eigil. Men den forsvinder, bortføres og dukker op igen. En meget enkel og let historie uden de store falbalader, men med krav til børnenes fantasi.

Dens animation er ikke ganske uproblematisk. Når Snøvsen på sin ene tå hopper afsted, ser den snarere ud til at svæve og i nærbilleder, hvor vi ser den tale, generer tidsforskydningen ved optagelserne mærkbart baggrunden og omgivelserne. Men  der ingen grund til voksen-kynisme. 'Snøvsen' er ikke lavet for voksne, men til store og små folk med hjertet på rette sted.

Enkelte af filmens rigtige skuespillere overspiller frygteligt. Værst er det at se Niels Olsen og Flemming Jensen som de fjumsede forbrydere i banal fysisk farcestil. Også Kurt Ravn og Søs Egelind, som lektor Blomme og hans skrupskøre kone, kammer uhæmmet over. Men ikke Jesper Klein der tydeligt nyder rollen som den smadderflinke Onkel Otto i den hikkende Opel. Eigils forældre, Jannie Faurschou og Søren Sætter-Lassen, er nogle rigtige forældre - spillet helt nøgternt og realistisk. Generelt er samspillet mellem dukkerne og menneskerne sikkert gennemført





Kurt Ravn - overspiller også
 Det fri Aktuelt var begejstret for filmen der 'genoplever den helt og aldeles uskyldige børnefilm, hvor humor og hygge er fælles om at sikre ethvert optræk til dramatik en hurtig og tryg landing.' 'Det er en film,' skriver Aktuelt videre, 'som uden dikkedarer eller betænksom pædagogik simpelthen tager ungerne i hånden i halvanden times tid. 'Snøvsen' er minsandten en børnefilm, der opleves mere som værende for børn end af voksne.' 

Jyllands-Posten er mildt sagt uenig og kalder ganske enkelt filmen for en fejltagelse. Benny Andersens skæve poesi og barokke verbale opfindsomhed og fantasi fungerer fint på skrift, men ikke på film, fastslår avisen og tilføjer: 'I konkretiseringen af figurer og situationer udånder fantasien. Og tilbage er en helt ordinær børnefilm med de faste figurer. Den søde dreng, den skælmske pige, de flinke forældre, den fjollede men ejegode onkel, de to latterlige tyveknægte osv. osv.'


I 1993 fik Jørgen Vestergaard årets børnefilmpris 'Pråsen' for ' at skabe eventyrlige og udtryksfulde film for børn, som bevæger sig i en spillehøjde af høj kunstnerisk kvalitet'.