Robinson Columbus

Home ] Tilbage ] Plaschke ] Tegnefilm ] Havebane ]


Rulletekst

"Robinson Columbus"
1975










Instruktion Ib Steinaa. Animation og trickfoto: Leo Beltoft

En ni–årig dreng fantaserer over Robinson Crusoe-historien, overført til en hønsegård. Robinson er et æg, der begår sig lige så dårligt i hønsegården som drengen i hjemmet. Men efterhånden tager begivenhederne i hønsegården for alvor farve af Robinsons eventyr.

Ib Steinaa arbejdede seks år på 'Robinson Columbus, der er en kombination af trick- og tegnefilm og realoptagelser. Men på grund af ret forbeholdne anmeldelser, forsvandt filmen på det nærmeste fra listen over danskproducerede animationsfilm. Filmen blev en publikumsfiasko til trods for at den teknisk var godt animeret. Steinaa var ekspert i den flyttefilmsteknik han lejlighedsvis benyttede. En dygtig og moderne idemand og instruktør når han lavede reklamefilm, men allerede når det drejede sig om korte tegnefilm, mistede han undervejs desværre inspirationen og grebet.

Optakten til Robinson Columbus er lovende, hvor hovedpersonen er en fantasifuld ni-årig dreng, der forestiller sig, at en lille hanekylling er Robinson Crusoe og en tom hønsegård den øde ø. Senere bliver han selv til en hanekylling og får sig en krage som ven. Da forældrene har revet ham ud af fantasierne og skældt ham ud, følger kragen ham stadig oppe i luften.

Ib Steinaa fortæller historie uden dialog, men med original underlægningsmusik. Steinaa havde mange tegne- og trickfilm bag sig, foruden reklamefilm. Desuden var han medarbejder på f.eks. Per Åhlins svenske Dundreklumpen 1974, der var delvis tegnefilm.

Anmelderne hæftede sig ved at filmen satte sig mellem to stole og ikke tydeligt havde gjort sig klart, hvem den ville henvende sig til. Børn der kender Robinson Crusoe får næppe meget ud af den og de mindre børn der endnu ikke kender historien har ingen elementære forudsætninger. 'Dertil kommer', skriver Informations anmelder, at 'filmens animerede afsnit, der er teknisk dygtigt udførte, er for langstrakte og repeterende.'