Rasmus Klump, tegneserie skabt af Carla &
Vilhelm Hansen, debuterede som avisstribe i Berlingske Aftenavis 17. november 1951. På
opfordring fra forlægger Per Carlsen, Illustrationsforlaget, blev historierne om Klump,
vennerne Skæg, Pingo, Pelle, Pilskadden, Gøje, Frømand, det gode skib Mary og mor
derhjemme ved pandekagekomfuret, også til en stribe bøger, der siden er udgivet i mere
end 27 lande og på 21 forskellige sprog. Den store internationale succes resulterede
også i film med Klump og venner.
Det tidligste spor af Rasmus Klump på tegnefilm er en
kontrakt på 13 afsnit, indgået mellem Statens Filmcentral og Illustrationsforlaget i
1960'ernet. Per Sanderhage, PIB Copenhagen, der udgiver Rasmus Klump i dag, kan svagt
huske en række afsnit af diskutabel kvalitet. Men hvor filmene er, eller hvem der har
animeret, er endnu ikke opklaret.
Næste forsøg blev gjort i 1984, da PIB og forlaget Casterman i Belgien, indgår
aftale om produktion af 13 nye afsnit. Afsnittene blev animeret af en amerikaner der
arbejdede i Japan. Filmene, der ikke har de store kvaliteter, blev vist på en lang række
tv.kanaler over hele verden og siden udsendt på video af det daværende Select Video.
Rasmus Klumps popularitet holdt sig og i 1997 fik dansk A.
Film en henvendelse om at blive co-producent på en ny række Klump-tegnefilm. Resultatet
er foreløbig blevet til en tv-serie i 26 episoder a fem-minutter produceret 1996 og yde
rligere 26 i 1998, i samarbejde med MTV,
DR-B&U, tyske Cologne Cartoons og WDR, med Karsten
Kiilerich som instruktør. Episoderne bygger delvist på Carla og Vilhelm Hansens
originale tegneserie, men der er også - med familiens tilladelse - lavet nye historier
med Klump, Skæg, Pingo og Pelle. Skæg måtte dog lægge sin elskede pibe på hylden,
efter pres fra den tyske producent.
PIB Copenhagen annoncerede i oktober 2001 planer om en
biograffilm med Rasmus Klump, som ventes at være klar til premiere i julen 2003. Filmen,
der har et budget i nærheden af 40. mio. kr. skal produceres af A.Film.