"Prop og Berta"
2001

|
Instruktør: Per Fly Plejdrup. Dukkefilm
med figurerne Prop og Berta - en lille tyk mand og en talende ko - skabt af Bent Solhof i
starten af 1970erne. Bent Solhof var blevet træt af at læse historier op på Pilemarkens
Fritidshjem i Gladsaxe og begyndte i stedet at fortælle lige ud af fantasiens fri
landevej. I 1972 begyndte Solhof at læse højt på DR. Børnene elskede historierne og da
Bent Solhof begyndte at indspille dem på bånd, var succen hjemme. Fra 1986 begyndte Bent
Solhof at tage ud og fortælle i større forsamlinger. Til dato er der udkommet 16
CD/MCere med historier og sange om Prop og Berta, samt en stribe bøger. En tv-serie har
flere gange været på tale, men er aldrig blevet til noget.
Efter sigende er filmen blevet til på initiativ af Lars von Triers børn, men
deres far havde i første omgang ikke tænkt i en animeret film.
Som i eventyret, må Prop & Berta grueligt meget igennem, da Prop har arvet
et hus, hvor han får en heks som nabo. Otto Brandenburg har lagt stemme til Prop, Paprika
Steen til Berta, og blandt de øvrige stemmer høres Lisbet Dahl, Olaf Nielsen, Axel
Strøbye, Jytte Abildstrøm, Thomas Mørk, Jesper Adsholt, Peter Zehlder og Trine Appel.
Prop & Berta er en skæg og charmerende hyggefilm, som først og fremmest de
mindste børn vil elske. Tempoet er adstadigt og animationen ikke videre dynamisk. Denne
enkelhed gør det vanskeligt at fylde spillefilmrammen ud. De mange sange er for svage til
at fylde op.
Filmen, produceret af det Zentropa-ejede børnefilmselskab Tinderbox, i
samarbejde med Filmstudio AB i Letland, instrueres af Per Fly Plejdrup, der blev
færdiguddannet fra Den Danske filmskole i 1993. Han har siden skabt en række børnefilm,
bla. 'Kalder Kathrine' (1993) og 'Højhusets konge' (1994). Skabte i 1999 sin første
dukkefilmen 'Den lille ridder', der indgik som del af
programmet Karla Kanin Bio 3. |