Men de mest fremsynede anmeldere var ikke i tvivl om, at Flemming Quist Møller en dag forhåbentlig ville droppe forsøget på at lave hele verden om, så publikum kunne få glæde af 'en helt sikkert dygtig tegnefilmmand der vil få et stort og lydhørt publikum'. De skulle få ret. Men datidens anmeldere var skarpe.

Den hårdeste var BT, der skrev at 'et hovedsageligt ungdommeligt publikum overværede i samdrægtig tavshed premieren' .. i ..' de totale dillitanters regi på lærredet'.

Weekendavisen kaldte Piwi et 'skrækkeligt misk mask, hvor enkelte gode indfald drukner i et hav af flovsere og fusere. Instruktion har åbenbart været et uartigt ord. Der er blevet kollektivt-improviseret undervejs og det er utvivlsomt en metode der fungere godt nogle steder men ikke her', mener bladets anmelder der fortsætter:

'Vennerne bag Prins Piwi er et bredt udsnit af københavnsk films jet set, og de har ganske vist ifølge programmet haft det skønt, kollektivt og kreativt med hinanden mens optagelserne stod på. Men den film der kom ud af det, vidner om en så stor mangel på selvkrtitik at det - bortset fra de animerede afsnit - næppe har krav på offentlighedens bevågenhed'.

Prins Piwi var to år undervejs og produceret af Klynk Film I/S, der blev dannet til lejligheden og i tidens ånd. Filmarbejderne skød kollektivt egne lønninger ind i filmen og hæftede personligt for produktionen - og det betragtelige underskud der fulgte, da filmen ikke slog an.

Prins Piwi begynder lovende som tegnefilm om piwierne på øen Klynk, der lever af at sælge deres tårer og til gengæld får alskens forbrugsvarer. Det er satire på en både sjov og charmerende måde og i en original streg, men desværre beslutter piwerterne sig til at drage til menneskens land. Og dermed forvandler filmen sig fra tegne- til spillefilm. Herved falder Piwi hovedkuls ned i en faldgrube af oprigtige forsøg på at være både meningsfyldt og underholdende, men uden professionelle dygtighed med sammenhæng i indfaldene og helheden.

Kristeligt Dagblad kalder i sin anmeldelse filmen 'bedst når den er mest grotesk. I passagere overrumpler den med overdådig iderigdom. Logikken er vendt på hovedet og en række glimrende typer er fundet til at at gøre vores mærkelige samfund levende. Flemming Quist Møllers (animerede) streger er vittige og veloplagte og skaber filmens bedste pointer. Men hvor forspillet besad fablens forklarende egenskaber, drukner det videre forløb i tilfældige påfund og indskydelser'.

Jyllands Posten kalder Piwi 'en svipser', hvor 'de eneste originale indfald bruges i starten, men så lader Flemming Quist Møller og Anders Refn historien køre videre (i realfilm) med superkort medvirken af professionelle skuespillere og endeløse rækker af amatører i de fleste roller'. Anmeldelsen slutter:

'Samfundskritisk er filmen præget af de mest fladtrådte og naivt ensformige ideer. Piwerterns drøm om lykken befinder sig på Spørge Jørgen planet og den ufrivillige pointer er, at piwi og piwerterne faktisk fører en sorgløs tilværelse på Klynk. Deres lykke er klynkeriet. Filmen er et ejendommeligt eksempel på selvudlevering'.

Men filmens musik var et kapitel for sig. Bag den stod tidens hotteste band: Gasolin - og med to numre, en kun 18-årig Kasper Winding. Blandt de medvirkende i filmens afsnit i realfilm var bl.a. Kim Larsen i rollen som Børge Bøf fra supergruppen Speedway, der i 'Prins Piw'i bidrager med to numre: ' Fed lykke til alle' og 'Truckdriver blues.' Gasolin gav koncert i forbindelse med filmens premiere i en række byer. En anden musikalsk bidragyder var Kasper Winding - til Flemming Quist Møllers tekst, med numrene  "Zommerhuus Bossa" med Grethe Sønck, vocal, og "Pusher-Marens vise" med vocal af Helle Ryslinge.

År senere genbrugte Flemming Quist Møller en af filmens figurer - i realfilm Hans Christian Ægidius i rollen som skuespilleren Conrad Cupman - i rollen som den skruppelløse forretningsmand, der for at føje en endnu mere skruppelløse filmdiva, deltager i jagten på Jungledyret Hugo.