[ Home ] [ Tilbage ] [ Plaschke ] [ Tegnefilm ] [ Havebane ]

Filmliste Canada

Animator.

Stiftede bekendtskab med animation i forbindelse med produktionen af 'Fyrtøjet',  i begyndelsen af 40'erne. Siden mellemtegner på en række Ferd'nand film og ansat på reklamebureauet Bergenholz. Traf her Børge Ring og kom med i studio, hvor Dave Hand, tidligere animator hos Disney, kom og oplærte de unge talenter.
Rejste siden til Sverige sammen med bl.a. Kjeld Simonsen, men vendte tilbage til Danmark, Nordisk Film Junior. Producerede her bl.a. en film for B&W, som siden førte til årelang ansættelse på National Film Board of Canada, hvor Pindal har været bosat siden 1957. Skabte her en stribe oplysningsfilm, men også mere personlige film.
Oscar-nomineret 1968 for 'What on Earth' - inspireret af planerne om en motorringvej gennem Søerne i København.
Flere gæsteoptrædender i København, bl.a. på Filmskolens Animationslinie og i forbindelse med filmproduktioner. Underviser i animation  på Sheridan Colleage i Toronto. Optrådt som animator i et utal af produktioner, bl.a. med instruktørerne Georges Lucas og Robin Williams.

Mellemtegner

Kaj Pindal:

"Jeg gik i tredie mellem, var meget optaget af tegnefilm og havde hørt om Fyrtøjet'. Jeg var meget genert, men tog mig sammen til at møde filmens producent Allan Johnsen. 'Hvad vil du, min lille ven', spurgte han, mens jeg holdt godt fast på mine tegninger. 'Lad os se hvad du har'.

Jeg kom derfra med en tapskinne og noget papir, med en opgave om at lave en lille film. Det gjorde jeg så og begyndte derefter at komme på et af produktionsstederne, for at male celloloider og mellemtegne en smule. Jeg animerede ikke. Der var ansat massevis af mennesker - en del var 'under jorden' - og der var ansat cykelbude til at transportere kasser med tegninger og celluloider rundt i byen. På den tegnestue jeg kom til, sad Bjørn Frank Jensen, Ib Steninaa og Kjeld Simonsen. Jeg blev gode venner med en del af dem.'

Da Pindal havde afsluttet sin skoletid, var produktionen af "Fyrtøjet" slut, men via Ib Steinaa fik Kaj Pindal beskæftigelse som mellemtegner for Mik - Henning Dahl-Mikkelsen - "Ferd'nand på fisketur" - men måtte i besættelsens sidste periode gå under jorden. Da krigen var slut, var produktionen af Ferd'nand ligeledes slut. Men gennem en anden tegner, Erik Rus, kom Pindal igang igen.

'Vi lavede bl.a. film for Bergenholz - for 30 kr. pr. meter. Det kunne selv jeg regne ud, aldrig kunne gå op. Det gjorde det heller ikke. Studiet lukkede hurtigt og jeg fik en masse småjobs, men var stadig meget opsat på at lave tegnefilm', fortæller Kaj Pindal.

Bergenholz

En dag tog jeg ind til Bergenholz og spurgte, om de dog ikke skulle have lavet en tegnefilm. Chefen for filmafdelingen, Christian Andersen, mente nok det var lige lovlig hurtigt, men istedet tilbød han mig et job med at sidde og lave lysbilleder, der skulle bruges som reklame i biograferne. Men pludselig en dag, var der kunder til en tegnefilm og så blev jeg sat igang.'

Kaj Pindal fik rimelig lang snor på Bergenholz og det affødte en masse mere eller mindre vellykkede eksperimenter. Når det var muligt at producere tegnefilm hos Bergenholz, var det bl.a. fordi man havde celluloider fra tidligere produktioner fra Henning Dahl Mikkelsens tid liggende. Celluloiderne blev vasket af og genbrugt. Det samme skete med celluloider som "Fyrtøjet" havde været lavet på. Kaj Pindal fik Henning Bahs som assistent til at tegne op på celluloider, male dem og fotografere.

'Vi sad og arbejdede og lavede en masse pjat oppe på Bergenholz loft, lige overfor Tivoli. Det eneste sted jeg rigtig kunne lære noget var i biografen, så jeg løb ned i Metropol eller over i DSB-Kino og  'studerede'.

Da filmen endelig var færdig, havde alle mine lydeksperimenter fuldstændig spoleret resultatet. Men jeg fik en chance til, hvis jeg ville lade være med alt det pjat. Det gjorde jeg så som en artig dreng og jeg fik Ib Steinaa med til at lave baggrunde. Det gik godt indtil 1949, men så bad de mig om at flytte mine teltpæle et andet sted hen.'

Mødet med Børge Ring

Mens Pindal arbejdede for Bergenholz fik han en masse venner, der tilbragte en masse aftener og nætter i studiet oppe under loftet, hvor de på grund af den meget stejle trappe kunne sidde rimelig uforstyrret. Det rygtedes hurtigt i tegnefilmkredse, at deroppe skete noget og en af dem der dukkede op var Børge Ring. Dette møde kom til at betyde meget for Kaj Pindal. Han fortæller:

'Jeg blev hurtig klar over, at her var sørme en, der vidste noget om tegnefilm og forstod mere om det, end jeg nogensinde havde gjort. Børge havde jo været sammen med Jørgen Müller og spillet med Svend Asmussen. Hans sprogkundskaber var store og han havde kontakter ude omkring. Og så var han otte år ældre end jeg. Det betød også noget.'

Da Pindal så røg ud fra Bergenholz, opsøgte han Børge Ring, der var del af et lille studio længere ude på Vesterbrogade, hvor også Arne Rønde Kristensen, Bjørn Frank Jensen og Kjeld Simonsen "Simon", sad. Bjørn og Simon havde været med på "Fyrtøjet". Her blev Pindal antaget og fik i første omgang løs tilknytning til produktionen af "Tallenes tale" og en film om tuberkulose. Det blev en spændende film at arbejde på, ikke mindst fordi Kaj Pindal kom til at arbejde sammen med Børge Ring, som han lærte en masse af.

'Faktisk er jeg elev af Børge Ring, om jeg er elev af nogen. Jeg kan godt lide at sige, jeg er selvlært, men det hele blev mere alvorligt og seriøst, da Børge kom ind i billedet.'

Reklame til DR

Det lille studio "Ring, Bjørn og Rønde" producerede en række reklamefilm, bl.a. for De Danske Spritfabrikker, og det gik så godt, at de besluttede at flytte ud. De lejede en kæmpeville i Vedbæk, hvor de boede og arbejdede. Det var første gang Kaj Pindal flyttede hjemmefra, og det var han bestemt ikke utilfreds med:

'Det var i 1949 og vi havde det virkelig sjov. Det kom en masse mennesker på besøg, bl.a. Svend Asmussens musikere og havde jam-sessions med Børge. Men den mest spændende besøgende i kollektivet var Dave Hand, Disney-instruktør, som bl.a. Børge og Bjørn Frank havde kontakt med i London. Tænk, han kom til Danmark, holdt forelæsninger, viste skitsefilm og underviste i alt muligt indenfor animation.'

Men der var lige et stort problem. Ingen havde nogle penge, og forhandlinger med Nordisk Film om en spillefilm med Dave Hand trak i langdrag. Da Hand var rejst, var det blevet lidt for meget for Kaj Pindal og han tog igen kontakt til Bergenholz. Her lykkedes det at skaffe sig en opgave, der skulle vise sig at blive en historisk milepæl:

'Jeg havde fået kontakt med Philips Radio, der dengang var kendt for at lave fantastisk gode reklamefilm, hovedsagelig dukkeanimationer lavet i Holland. Ideen var, at de skulle lade mig lave en et minuts film, hvor man så i slutningen skulle putte Philips navn ind som varemærke og dermed skulle den virke som en uformel form for reklame. Hensigten var, at filmen skulle være med på den store radio- og fjernsynsudstilling i Forum 1950, hvor der for første gang skulle sendes på  eksperimentelt basis fra Radiohuset på den anden side af gaden, så publikum kunne se udsendelserne ovre i Forum. Men ...'

Kaj Pindal husker:

'Min forhåbning var, at DR ville vise filmen som en del af prøveudsendelsen, som selvfølgelig blev vist på fjernsynsapparater lavet af Philips. Det var jo vældig smart, men til min meget store skuffelse kom der en beslutning fra Danmarks Radio om, at man af principielle grunde ikke ville vise reklame på TV.'

Men Kaj Pindal er altså manden bag den første TV-reklame i Danmark - uden den nogensinde er blevet brugt. Filmen sidder i dag som en del af dokumentarprogrammet "Laugh Lines" som National Film Board har lavet om Kaj Pindal og hans animationer.

Filmen - tydeligvis inspireret af de amerikanske "Out of the Inkwell", viser Kaj Pindal i realfilm, siddende ved tegnebordet, hvor han dypper pennen i blækhuset. Telefonen ringer, Pindal går ud af billedet, og en masse forskellige figurer hopper op af blækhuset. Da Pindal vender tilbage springer de tilbage og Pindal tegner et reklameskilt for Philips.

Forsvarets Filmtjeneste

Det var lidt småt med tegnefilmen, men en dag fik Kaj Pindal en henvendelse fra sin gamle ven Kjeld Simonsen, der var blevet inviteret til at deltage i en konkurrence om en reklamefilm for det svenske Sparfrämjandet. Parret vandt konkurrencen, men svenskerne var ikke indstillet på at danskerne skulle producere den. Men det lykkedes at overtale Sparfrämjandet og sammen producerede trekløveret Pindal, Simon og Ib Steinaa filmen. Resultatet blev så godt, at en svensk reklamemand tilbød de tre et samarbejde. Der sad de et par år, men soldatertiden i Danmark nærmede sig og det var umuligt for Pindal og Steinaa at få længere udsættelse.

Efter tre måneders rekkruttid blev Pindal sendt til Forsvarets Filmtjeneste, hvor han afløste Erik Balling. Det lykkedes at få Ib Steinaa med og her begyndte parret på en træningsfilm, "Nattesyn", med Gunnar Nu som speaker. Filmen var en udpræget militær undervisningsfilm om at gøre mørke til en ven istedet for en fjende i forskellige situationer. En herlig måde at aftjene sin værnepligt på. Pindal:

'Det skægge ved det var, at der ikke var nogen indenfor militæret der vidste, hvordan man skulle lære at gøre mørke til en ven. Alle de forskellige afdelinger havde hver sin opfattelse, men så skar vi den gordiske knude over ved at beslutte, hvordan det skulle være. Siden har vi haft soldater, der rendte rundt og holde sig først for det ene øje, så det andet, i eksercits. Det var bare noget vi fandt på. Og filmen blev også brugt i Sverige og Norge !!' 

Arbejdet med filmen havde den fordel, at Pindal og Steinaa igen kom i kontakt med dansk filmindustri. Efter soldatertiden fik Pindal og Steinaa  derfor et tilbud fra Nordisk Film Junior, der havde sikret sig en del af Dave Hands gamle udstyr fra England. Her producerede de en række reklamefilm og meget stiliserede diagramfilm, inspireret af den såkaldte UPA-stil, der arbejdede med en meget begrænset form for animering, langt fra den fuld-animation parret havde arbejdet med hidtil.

'Da vi var kommet ind på den nye stil, lavede vi meget hurtige film. Vi mødte op med ganske få remedier og gik så igang under kameraet. Strikkefilm kaldte vi det. Det var skægt at lave og det gik hurtigt. Vi kunne tjene penge på det, men ikke på at lave rigtig tegnefilm. Til slut blev vi uenige og splittedes.'

Billet til Canada

Efter bruddet med Nordisk fik Pindal via Minerva Film en opgave fra B&W, der ønskede at få produceret en stilistisk film om, hvordan en diselmotor virkede. Filmen skulle vise sig at få stor betydning for den videre karriere. Mogens Gylling stod for det grafiske, Pindal lavede storyboard og animerede. Filmen blev en succes, oversat til fire sprog og sendt ud i verden. Her blev den bl.a. set af National Film Board of Canada, der bl.a. producerede film for myndighederne. Canadierne stod netop og skulle producere en film om jetmotorer, henvendte sig til Kaj Pindal og tilbød en etårig kontrakt.

'Jeg kom derover i 1957, lavede filmen og blev et år mere. Men jeg følte mig sat i bås som ham der kun kunne lave tekniske film. Jeg truede med at rejse hjem, men til sidst gav de sig, jeg fik lov til at lave en 'rigtig' tegnefilm, og det har jeg så gjort siden med udgangspunkt i Canada.'

I perioden på National Film Board arbejdede Pindal med en række tv-spots a la de danske obs-programmer: Om at sende juleposten i god tid, om sikkerhed i trafikken, brandsikkerhed o.lign. Rækken er lang, men opgaverne var Kaj Pindal godt tilfreds med:

'Filmene var på mellem 30 sekunder og et minut. Det er lige sådan en størrelse, hvor en enkelt animator kan klare hele herligheden på seks uger. Lige fra ideen, storyboard og animering til færdigt resultat. Man kommer gennem alle alle faser som ved en spillefilm.'