I en blanding af realfilm og animation, gøres der voldsomt grin med ungdommens
(og andres!) overdrevne indtagelse af alkohol, i et dobbeltmoralsk spil mellem voksne og
de unges spirende interesse for at drikke sprut. Noget der ellers er forbeholdt (!)
voksne. Hovedparten af filmen er 'rigtig' film, der sætter ubamhjertigt fokus på
spiritussens forbandelser, men som så følges op af tegnede indslag, der med humor som
våben, sætter det hele på spidsen.
Anders Sørensen forstår her at følge op på de unges usikkerhed, som vist i
'Gør noget smart'. De unge ser 'forkerte ud', de har problemer i forhold til
jævnaldrende og ved ikke hvordan de skal hævde sig. Men så hvisker det lille uhyre dem
i øret. Bare man kan drikke lidt spiritus, så kan man klare alt. Det gør de voksne jo.
Sådan !
Men hver gang løftes tæppet for de voksnes dobbeltmoral, og det sker uden
løftede pegefingre. Filmen er solidarisk med misbrugerne og fastslår, at man selv må
tage ansvaret. Lær at styre dit indre pattebarn.
I realfilmdelen spiller Erik Clausen og Jytte Abildstrøm forældreparret, der
har problemer med sønnen - Allan Olsen. Han drikker. Da han medvirker som statist i et
tv-program om blandingen alkohol/benzin - og i programmet tømmer en flaske sprut - mens
forældrene overværer det hjemme med rigeligt af drinks, går det galt. Faderen, der tror
der var tale om rigtigt sprut, belærer sin søn og så får vi en rigtigt
alkoholmisbrugsshow i animation.
Filmens styrke er kombinationen af alvor og underholdning, hvor Anders Sørensen
forstår at bruge mediets sprog for at 'lokke' budskabet ind.