Lejf Marcussen

Uden tvivl Danmarks mest eksperimenterende animator med non-verbale film som udtryksform, der ikke lader sig styre af skrevne budskaber. Resultatet er blevet en række uforudsigelige billeddigte i grænselandet mellem maleri og amniation, hvor kun fantasi og samvittighed sætter grænser.

Uddannet på Skolen for Grafisk Design og Det Danske Kunstakademi. 1972 ansat som grafisk tegner i DRTV. Gennem en række private produktioner lykkedes det at overbevise DR om skabelsen af en ikke-verbal grafisk tegnestue, der blev den eneste afdeling i Danmarks Radio TV, der producerede udsendelser uden ord. Her eksperimenterede Marcussen med mange former for animation, og hans tv-spots og hans arbejde med kombinationen animation/musik, regnes blandt de fineste eksempler på grafisk inspireret abstrakt animation.

For sin samlede produktion modtog Lejf Marcussen i 1991 The Norman McLaren Heritage Award, der er den mest prestigefyldte pris i animationsverdenen overhovedet.

Billedmager

"Hvis ikke vi har det overflødige, det som ikke kan redde verden, så er der ingen grund til at redde den. Hvis du dropper kærligheden, fordi du skal redde verden, så er der s'gu ingen grund til at redde den. Der er mange verdensfrelsere der siger: Først og fremmest information - og så det overflødige. Men så får vi aldrig det overflødige. Så får vi hverken kærlighed eller kunst".

Som animator og billedkunstner, har Lejf Marcussen ubønhørigt udforsket det nye i håndværkets overflødighed, fremfor det skrevne budskab. Og for at nå det, der måske er større end både ord og ideolgier, har Marcussen formuleret en filosofi, hvor han skarpt skelner mellem hvad han kalder billedtagere og billedmagere.

Billedtagerne er alle de der først og fremmest bruger billeder udelukkende til at sælge forklaringer og komercielle informationer. De andre - billedmagerne - er de der forsøger at skabe billeder fra grunden, ofte uden at vide hvad 'indholdet' skal være på forhånd. Med billedtagernes ord helt overflødige billeder, fordi de er skabt uden det hellige mål: At bekræfte en talt meddelelse. Da Lejf Marcussen blev ansat i DRTV i starten af 70'erne, oplevede han, at billeder kun blev brugt som illustrationer til en tekst. At de f.eks. kunne bruges til illustrativ understøttelse af et indslag om kunst, men endelig ikke måtte være kunst i sig selv. Man kunne lige så godt se TV med lukkede øjne.

Uden ord

Lejf Marcussen gjorde oprør. I første omgang brugte han sine nætter til at lave små film der først og fremmest var billeder. Blandt dem "Et billed", hvor Marcussen fra et kamera opstillet i sin lejlighed med udsigt over Fugleøen i Sortedamssøen, gennem et år tog stillbilleder af udsigten ind over København.

Når filmen ruller, glider billederne umærkeligt over i hinanden, ledsaget af enkle reallyde illustrerende årstiderne og med Mahlers første symfoni som musikalsk lydside. Med denne, og film som "Lederkonkurrence" og Stills" lykkedes det Lejf Marcussen at overbevise DR om behovet for skabelsen af en ikke-verbal grafisk tegnestue. Marcussens form-atelier-produktion blev accepteret i produktionsafdelingen i DR, som den eneste afdeling der lavede programmer uden ord.

Allerede fra starten af sin udforskning af det grafisk/animationsmæsige håndværk, hvor canadiske Norman McLaren var den største inspirationskilde, arbejdede Marcussen bevidst med en anden af de 'overflødige' kunstformer. I filmen "Lederkonkurrence" er det Berlioz der danner lydsiden.

I "Stills" tager han lydmæssigt udgangspunkt i de elektroniske kortbølger og på den grafiske side får han en række stillestående skabeloner til at 'bevæge' sig gennem stadig forvandling og farveskift til et fascinerende og skræmmende univers.

Billede og musik

I filmen "Sten" er udgangspunktet også faste billeder, men videreudviklet gennem menneskets urgamle leg med at sætte billeder på faste former - betonmiljøet pg naursten.

Med "Tonespor" fra 1984 når Lejf Marcussen højdepunktet i sin research af sammensmeltningen mellem to af de 'overflødige' kunstformer - billed og musik. Filmen er en grafisk fortolkning af finalen fra Carl Nielsens femte symfoni, hvor Marcussen skaber et billedligt udtryk der følger tre udvalgte instrumentgrupper - strygere, messingblæsere og træblæsere - som fortolkes med hver sin farve.

På utrolig vis er det nedskrevne partitur omfortolket til et langt forløb i sort/hvide stregtegninger på lange ruller, som så er sammenkopieret og farvelagt. Billedliggørelsen er så tæt på det perfekte i forhold til lydsiden, at man kunne foranlediges til at tro på computeranimation og andre tekniske hjælpemidler. Men nej, det hele er lavet i hånden. I modsat fald ville han gå glip af det personlige udbytte, som har motiveret ham til at arbejde med opgaven.

Grundbillede

Med "Den offentlige røst" - 1989 - bringer Lejf Marcussen tilskueren helt ind til kernen af sin filosofi: At skabe billeder fra grunden, uden at vide hvad 'indholdet' skal være på forhånd.

Udgangspunktet er den belgiske maler Paul Delvaux' billede af samme navn, hvor der først zoomed ind og siden ud, i en lang glidende bevægelse. Bevægelsen ind er gjort 'målbar' og dermed forstålig med sine billed- og lydmæssige symboler på magt, orden og symmetri.

Men i det øjeblik bevægelsen ud starter, ophører det forståelige, fordi der ikke er meget at holde sig til - ikke meget der kan måles rationelt med forstanden. Tilskueren er på herrens mark, kan nok genkende noget og så alligevel ikke.

"Den offentlige røst" en en utrolig pirrende og fascinerende oplevelse, der forstærkes ved hvert gensyn, fordi tilskueren ved første øjekast tror han har set en film der handler om noget helt konkret.

Prisvinder

Det er i årenes løb blevet til en række personlige non-verbale film, som internationalt er hædret med retrospektive visninger og gæsteoptræden kloden rundt, bl.a. på Museum of Modern Art, Havard og Berkely University. Marcussen har ligeledes fået adskellige priser og udemærkelser på alverdens filmfestivaler. Blandt de mest nævneværdige The Norman McLaren Heritage Award, som Lejf Marcussen modtog som den første europæer i 1991 for sin samlede produktion.

Med indførelsen af kommercielt tv i Danmark og stigende konkurrence om seertal, indledte Lejf Marcussens arbejdsplads en gigantisk omlægning. I 1994 røg en stribe af DRTVs kunstneriske medarbejdere og blandt dem Marcussen, der lige siden har væren en markant deltager i den aktuelle debat om mediernes rolle som billedformidlere.

Desværre er Lejf Marcussens arbejder stort set ukendte i Danmark. End ikke Det Danske Nationalleksikon har fundet det interessant at omtale denne kunstner, og da hovedparten af filmene er produceret for DR, er de ikke i distribution. Danskere, der ønsker at stifte bekendtskab med dem må til Frankrig, England eller Canada. Dog lykkedes det, i forbindelse med København som europæisk kulturhovedstad i 1996, at arrangere en visning på Arken.