[ Home ] [ Tilbage ] [ Plaschke ] [ Tegnefilm ] [ Havebane ]

Animator, instruktør, illustrator. 1910 - 1985

Danmarks første professionelle animator, der inspireret af Storm P. og en række amerikanske film, gjorde sit første forsøg i slutningen af 20'erne. Kom siden til Tyskland og England, hvor han lærte håndværket. 1931 tilbage i Danmark, hvor han bl.a. lavede reklamefilm for bureauerne Bergenholz og Monterossi,  og tiltrak unge, der havde lyst til at lære at animere.

1934 vendte Müller tilbage til England, i følgeskab af sine lærlinge. Sammen arbejdede de på 11 film for Anglia Film. 1938 var Müller retur i Danmark og arbejdede kortvarigt med reklamefilm for Gutenberghus. Her dukkede Børge Ring op for at komme i lære. I besættelsens første år fik Müller ansættelse på det tyskejede studio Vepro. En periode Müller siden fortrængte fuldstændig. Men her kom også en stribe lærlinge til, som siden blev navne i dansk tegnefilm.

Fra 50'erne til 70'erne var Müller ansat som illustrator på ugebladet Hjemmet, og arbejdede efterfølgende som animator med bl.a. reklamer og på Studio Idefix i Paris, hvor man animerede Asterix og Lucky Luke. Omkring 1983 vendte Jørgen Müller tilbage som freelance illustrator på Hjemmet.

Lærlingen

Jørgen Müller vidste ikke meget om den professionelle animationsteknik, da han kom til England omkring 1928 og blev elev på produktionsselskabet Comedy Cartoon Sound Films Compagny, dannet af Sidney Griffiths og Brian White. Men her lærte han at arbejde med lyspult og tapskinne, der holdt de mange tegninger fast i samme position. På daværende tidspunkt havde man ikke celluloider. Alt skulle tegnes på hvidt papir.

Derfor tegnede man først baggrunden, der lå højt i billedet. Så tegnede man figuren under baggrundens horisont på et nyt stykke papir, der lå over baggrunden på lyspulten. Når det tilstrækkelige antal tegninger var udført, klippede man simpelthen over hovedet på forgrundsfiguren.

Den blev så placeret over baggrundstegningen, en glasplade lagt over, og så tog man to billeder. Og sådan blev det ved og ved, indtil hele bevægelsen var affotograferet. Selve saksens klip så man ikke på den færdige strimmel, da billederne blev optaget på ortokromatisk film. Tegningen stod altså rent sort-hvid. En af den type reklamefilm Müller beskæftige sig med var de såkaldte standard-reklamer. Eksempel:

En kone står ved gruekedlen og vasker, da en anden spørger hende: "Hvorfor i al verden gør du dog det?"
Vaskekonen svarer: "Joh, det er også frygtelig anstrengende."
Hendes veninde svarer: "Hvorfor i al verden lader du dog ikke dit tøj vaske hos ..."

 Jørgen Müller: - Der klippede filmen så. Vi havde en repræsentant, der rejste England rundt og opsøgte vaskerier. Hvis han kunne få dem til at købe filmen til visning i den lokale biograf, så satte vi et skilt ind i slutningen med navnet på vaskeriet. På den måde blev det virkelig en lokal reklame.

Nu skal man også huske på, at det var i stumfilmens dage, Jørgen Müller lærte at animere. Uden mulighed for at bruge lyd, benyttede animatorerne sig af talebobler der «poppede ud af figurens mund», som i tegneserien. Da lydfilmen kom frem i slutningen af 20'erne, betød det nye udfordringer for animatorerne. Jørgen Müller:

- Man havde regnet ud, at det gik tre ord på en fod film og at en film blev vist med en fod i sekundet. Alt blev regnet ud i fod dengang. I begyndelsen havde vi slet ikke apparatur til at aflæse lyden i forhold til filmen, så det var med lodder og trisser vi forsøgte at gøre billede og lyd synkron. Efterhånden steg graden til kvalitet. Der kom metoder til at beregne lyd i forhold til billede og den gennemsigtige celluloid kom på banen.

Colombus

En række unge interesserede danskere havde opdaget Jørgen Müller og en af dem var Børge Ring, der husker:

- Jørgen Müller var vores store helt. Han sad i London og mit højeste ønske var at blive lærling hos ham. Han kom tilbage til København i 1931, hvor han etablerede eget studio og indledte samarbejde med reklamebureauet Monterossi og Begenholtz. Udover at producere reklamefilm, gik Müller også igang med sin egen cartoon »Columbus« (1933). En seks-syv minutters film i bedste 30'er stil. Müller var produktionsleder, med sin franske ven og financiér Yvon Denize som forretningsfører. Musikalsk samarbejdede Müller med kendte navne som Jack Hylton and his Orchestra, som Müller havde samarbejdet med i London, og danske Kai Julian and his Band.

Columbus var en figur Müller havde opfundet, sammen med flmens skurk Sugar Foot Bill. Filmen åbner med musik af Kaj Julians orkester og et billede at titelfiguren, der holder titelkortene »Jørgen Müller Studio Presents«  frem. Da kortet «Columbus» blev holdt frem, tog figuren kortet tilbage og satte en handskefinger midt i sit sorte bryst og sagde: "That's me !". Og så gik den engelske bobby Columbus på jagt efter Sugar Foot Bill.

Det lykkedes Müller og Denize at få Ingolf Boysen, direktør for Baltic Film Compagny, til at vise filmen som forfilm til en af sine egne produktioner. Desværre lykkedes det ikke at få afsat »Columbus« til andre, og den blev en enlig svale.

Denne Danmarks første egentlige underholdningstegnefilm med lyd, gjorde Müller til den tegnede animations førstemand og nestor. Det skyldes hovedsagelig, det spor Müller efterlod sig i form af de tegnere og animatorer, som han mere eller mindre oplærte via det daglige praktiske arbejde på hans studio. Müller fik nemlig allerede i 1932  lærlinge på sit studio: Henning Dahl Mikkelsen og Anker Roepstorff. Jørgen Müller erindrer:

- Henning Dahl Mikkelsen viste sig at være et rent geni til at tegne og animere. Roepstorff var især god til gags, ideer og mellemtegning. De fik henholdsvis 125 og 100 kr. om måneden. En tre-fire andre trak op på celluloid og farvelagde. Da filmen var færdig blev den vist som forfilm, men vi tjente aldrig penge på den. Omkostningerne var ikke store, men indtægterne var endnu mindre.

England

Vanskeligheder med at holde det lille tegnefilmstudio på benene, fik i 1934 Jørgen Müller til at opgive ævred og han forsvandt pludselig. Hans lærlinge forsøgte at drive det skrantende studio videre. Et halvt år senere kom der fra London brev til Henning Dahl Mikkelsen og Roepstorff. Müller var igang i England igen og ville gerne have sine to unge lærlinge over for at være med. Hos Bergenholz oprettet man et lille studio, hvor tegneren Frederik Bramming for en tid overtog arbejdet efter Müller. Bramming blev senere kendt som skaberen af kravlenisser på udklipsark, som der kan læses mere om på hjemmesiden fra Tegneseriemuseet i Danmark. Om sin pludselige forsvinden har Müller forklaret:

- Jeg havde fået job hos Anglia Film, hvor man havde fået den ide, at lave tegnefilm over en række populære monologer med skuespilleren Stanley Holloway som soldaten Sam Small. De var vældig morsomme når han fremsagde dem. Men det handlede væsentligt om, hvad Sam Small stod og tænkte ved paraden aftenen for slaget ved Waterloo. Det var begrænset, hvor meget sjov vi kunne få ud af det. Først da monologen var færdig, havde vi to minutter til sidst til slaget og så skulle der virkelig ske noget.

Efter 11 film var det slut med Sam Small. Henning Dahl Mikkelsen påbegyndte -1937 - sin tegneseriestribe med Ferd'nand og skulle efter sigende også have fortsat med at animere til Monterossis danske produktioner fra London. Men 1938 var både han, Müller og Roepstorff tilbage i Danmark. Her fik Müller kontakt til daværende Gutenberghus, som han sammen med dannede et interessentselskab til produktion af animerede reklamefilm. 

Gutenberghus

Jørgen Müller tænker tilbage: - Flot skulle det være. Vi tænkte på at kalde selskabet International Cartoon, forkortet I.C., men løb ind i et problem. På daværende tidspunkt hed Gutenberghus administrerende direktør I. C. Petersen og gik i dagligdagen aldrig under anden betegnelse end IC. Så den duede ikke. Istedet tilføjede vi to C'er - til »International Colour Cartoon Company«. Det var et flot firmanavn, men det blev aldrig brugt. Men vi producerede en lang række reklamefilm, blandt andet for Steff pølser, Persil og et hårapparatur - Hansa tror jeg det hed.

Henning Dahl Mikkelsen, Müllers gamle lærling, var i fuld gang med sin egen figur Ferd'nand, så Müller fik en ny lærling: Børge Ring.

Jørgen Müller introducerede sin elev til animationens verden med ordene: "De kan begynde med at male celluloider". Da Müller så sin lærling i aktion med farvelægningen sagde han harmfuldt: "Det er ikke en akvarel De sidder og laver - her!" - og klotsch - en tyk penselfuld farve midt på celluloidens bagside. "Og så helt ud til konturerne med det - eller så tæt på som muligt. Men er det et hold (en tegning der skal stå stille i et tidsrum), så skal det være helt præcist." 

- Müller var for min generation en meget stor, dygtig, imponerende, vidt berejst og farlig faderfigur. Han var dygtig, vældig hurtig og - efter tidens standard - god til alt muligt i en produktion. Han var meget utilfreds med sine lærlinge. Han syntes ikke rigtig, der var nogle af dem der duede. Men efterhånden kom Børge Ring ind i tingene og fik lov til at animere på en scene til en reklamefilm for Københavns Kulkompagni - »Mød kulde med varme« . Børge Ring fortæller:

. Jeg viste Müller mine nøgletegninger, som han rettede lidt til fordel for timingen, og blev så sat igang med mellemtegningerne. Der var ikke noget der hed linetest, eller skitser. Vi slog et par tynde cirkler og satte så figuren ned hvor den skulle være.

Børge Rings scene i filmen viser bagenden af en lastbil, hvor der på ladet står en mand, som rækker kulsække ned på ryggen af sin makker, der står på fortovet. Med kulsækken på nakken går manden ind i et hus.

- Nu er der mange ting at se til for en 17-årig animator i sådan en scene. Det var så kompliceret og ansvarsfuldt, at han helt glemte, at en mand med så tung en sæk, bevæger sig meget op og ned i hvert skridt, erindrer Børge Ring.

Kunden kom og så filmen, med Jørgen Müller og Børge Ring siddende bagest i salen. Oppe på lærredet tager lastbilchaufføren den meget tunge sæk og rækker den ned til sin makker, som derefter svæver ind over fortovet som båret af en ballon fuld af kul. Børge Ring:

- Kunden skreg af grin: "Den er fanme sjov". Müller hviskede ud af mundvigen: "Det er vist det man kalder lykken bedre end forstanden." '

Reklamefilmene var noget længere dengang, ca to minutter, og hos Gutenberghus lavede den lille tegnestue bl.a. den senere så berømte film for Steff pølser - »Gudernes Gris.«  Jørgen Müller husker tydeligt filmen og hvordan den blev til:

- Ideen og manuskriptet kom fra Harald H. Lund. Jeg tror han fik 100 kr. for det. Da vi havde lydbånd og blyantstegningerne færdige, herskede der en vis nervøsitet, på grund af nazismens fremmarch. Ideen var nemlig, at vise parodier over danske politikere, som var  hovedpersoner i filmen, der udspillede sig i Valhalla.

- Vi havde bl.a. moret os med at tegne statsminister Thorvald Stauning som Thor. Men inden filmen var færdig havde tyskerne besat Danmark, og vi ændrede i huj og hast figurerne. Stauning f.eks. fik en ny næse, andre ministre fik hageskæg. Men det blev - alligevel - en meget morsom film.

»Gudernes Gris«  - som Steff-filmen kom til at hedde - viser de nordiske guder bænket i Valhalla, hvor de bestiller dagens ret "med skinke". Kokken skærer lunser af Særimner og henter kraftsky fra en sky udenfor. Men dagens ret huer ikke mændene i Valhalla. "Øv - altid det samme. Gi' os noget FF !" Og det giver Særimner en ide. Gudernes gris bliver til en maskine der producerer den ene dåse pølser efter den anden. Det hjælper, da guderne smager: "Det er FF - det er en Steff."

Mod slutningen ser vi aserne siddende på en sky spisende pølser og pegende med dem ned på Danmark. "Fra Gedser til Skagen - de kendes på smagen. Den er FF - det er en Steff ! "

Vepro

Müller forlod Gutenberghus i 1939 og blev sammen med Henning Dahl Mikkelsen ansat i det nystartede VEPRO, en forkortelse af navnet Verdens Propaganda-Aktieselskab. Det bastante navn skyldes firmaets tyske baggrund , Welt Propaganda Aktiengesellshaft, ejet af tyske I.G.Farben, der bl.a. producerede den giftgas nazisterne brugte i deres gaskamre.  VEPROs leder var en tysk direktør, der hyrede Müller og Dahl Mikkelsen, som igen ansatte en del håbefulde unge mennesker som elever. Blandt de mest markante animationslærlinge var Børge Hamberg, Kjeld Simonsen, Bjørn Frank Jensen, Erik Christensen, Erik Rus og med Marius Holdt som trickfilmfotograf.

På VEPRO produceredes en lang række reklamefilm, hvoraf hovedparten - om ikke alle - var bestemt for den del af det udenlandske marked, som tyske filmselskaber havde adgang til under krigen, eksempelvis Sydamerika. I 1941 produceredes f.eks. en reklamefilm for et medicinalprodukt mod malaria. Filmen, »Paludismo«, sandsynligvis skabt af Henning Dahl Mikkelsen, var beregnet til at blive vist i de små landsbysamfund i de sydamerikanske jungler fra en transportabel omrejsende "biograf."

Andre produktioner fra VEPRO var reklamefilmene »Den gamle bil«(1940) og »Den uheldige tyrefægter«(1940). Hvor mange film studioet producerede vides desværre ikke, da der ikke findes nogen fortegnelse fra de år selskabet havde adresse i København. Sikkert er, at produktionen ikke var kontinuerlig, da man allerede i 1941 - 42 måtte afskedige flere mellemtegnere. Blandt dem Børge Hamberg og Erik Rus, der imidlertid fik kontakt til Bavaria Film i Potsdam udenfor Berlin. Her havde en af tysk tegnefilms pionerer, Hans Heldt, et studie, som hovedsagelig lavede film for det tyske propagandaministerium.

I 1942 stiftedes Dansk Farve- og Tegnefilm, med det primære formål at producere den første lange tegnede spillefilm »Fyrtøjet«.

I Dansk Farve- og Tegnefilm havde man en kort overgang planer om at ansætte Jørgen Müller og Henning Dahl Mikkelsen som instruktører, men samarbejdet blev ikke til noget. De to krævede, at der skulle udarbejdes en storyboard til filmen, men det mente direktør Allan Johnsen ville være tidsspilde og en unødvendig merudgift. Dertil kom, fortælles det, at Müller og Dahl Mikkelsen forlangte alt for høje lønninger.

Asterix

Mod slutningen af besættelsen var der ikke meget beskæftigelse for en animator, men det lykkedes Müller at få afsat noget illustrationsarbejde til ugebladet Hjemmet. Henning Dahl Mikkelsen kastede sig over sin Ferd'nand figur.

Ved udgangen af 40'erne havde Jørgen Müllers gamle elev, Børge Ring, bud efter sin læremester, i produktionen af en reklamefilm for Persil - »I skoven skulle være gilde«. Børge Ring havde sammen med Henning Dahl Mikkelsens lærling Bjørn Frank Jensen og Rings barndomskammerat Arne Rønde Christensen, dannet firmaet Ring, Frank og Rønde. De tre hyrede Müller som medinstruktør, layouter og baggrundsmaler. Filmen blev overordentlig vellykket og hvad design så vel som instruktion og animation angår, tåler den sammenligning med det bedste der er lavet indenfor tegnefilmgenren, vurderer Harry Rasmussen

I 1950 fik Müller atter kontakt til Gutenberghus, hvor han til ugebladet Hjemmet fik til opgave at illustrere noveller og følgetoner. Siden fik Müller til opgave at tegne en forside med et virvar af børn, der blev et sådan succes, at det i en årrække blev til en stribe forsider under navnet "Myller-tegninger" eller "Myllerier."

Jørgen Müller var ansat på Hjemmet til begyndelsen af 70'erne, hvor han blev kontaktet af Ferosans reklamechef, Helge Hau, der skulle have produceret et tegnefilmindslag til en medicinalfilm. Arbejdet førte til, at Müller atter forsøgte at etablere sig med tegnefilm. I 1975 blev han kontaktet af sin tidligere elev, Børge Ring, der skaffede Müller ansættelse på studio Idefix i Paris, hvor man animerede Asterix og Lucky Luke. Her fik Müller også beskæftigelse på den lange tegnefilm »Asterix 12 udfordringer« og siden på en række korte tv-film, hvor hunden Idefix havde hovedrollen. Idefix-filmene lavede Müller fra Danmark, hvorfra han tog til Paris et par gange om året for at aflevere sine tegninger og få nye scener med hjem.

Omkring 1975 havde Jørgen Müller fået et reklame spot for Jørgen Bagger Produktion, men havde åbenbart så travlt, at han ikke kunne levere reklamen for Underberg Bitter. Istedet overlod Jørgen Bagger filmen til Tegnefilm I/S, hvor Flemming Jensen og Harry Rasmussen færdiggjorde den til deadline. I 1977 lavede Müller en række korte spots, brugt som intro i Gunnar Nu Hansens sportsprogrammer. Det seneste jeg har kunnet opspore omkring Müller som animator stammer fra 1978, hvor han er krediteret som både instruktør og animator i undervisningsfilmen »Arbejde, potentiale, spændingsforskel.« 

Filmen, med manuskript af Ole Nielsen og Nils Hornstrup, var produceret af Statens Filmcentral for Undervisningsministeriet og skulle give skole-elever forståelse for, hvad der sker når en elektronisk ladning bevæger sig fra et punkt til et andet. 

Omkring 1983 vendte Jørgen Müller tilbage som freelance illustrator på Hjemmet. Müller var da 73 år. Han døde som 85-årig i 1995.