|
| |
"Hjælp!
Jeg er en fisk"
2000

|
Instruktører: Stefan
Fjeldmark og Michael Hegner.
Ved et uheld, forårsager en drik, der kan få mennesker til at leve under
vand, at tre børn havner i det våde element. Inden 48 timer skal de have en modgift,
ellers er de havdyr for evigt.
Filmen, der havde verdenspremiere ved Cannes filmfestivalen i maj 2000, er ikke kun
Danmarks hidtil dyreste animationsfilm, med et budget på over 100. mio. kr. Det er også den
dyreste danske filmproduktion til dato. Samtidig er den en virkelig international
storsatsning. Filmen er p.t. solgt til over 50 lande, og der er positive forhandlinger
igang, for at få den solgt til det vigtige nordamerikanske marked. Ideen
opstod i 1993 hos Karsten Kiilerich og Stefan Fjeldmark, A. Film, hvor producer Anders
Mastrup også så den oplagte mulighed i historien om de tre børn, der forvandles til
henholdsvis en fisk, en vandmand og en søstjerne. I begyndelsen tænkt som en tv-serie
for små børn, men efterhånden som handlingen blev gennemarbejdet og ambitionerne om at
skabe en film der kunne konkurrere med de store amerikanske opstod, begyndte A. Film at se
sig omkring efter udenlandske investorer. |
Dem fandt man i Irland og Tyskland, via det europæiske mediaprogram, med det
resultat, at kun omkring 30 procent af filmens omkostninger, er betalt med hjemlig valuta.
200 animatorer har arbejdet med på den internationale satsning, der betyder, at filmen
som udgangspunkt er skabt i en engelsksproget version. Men til det danske marked er der
naturligvis kommet danske stemmer på og de fungerer upåklageligt og overbevisende sammen
med deres tegnede figur, uden hverken at være disneysk overdrevent sødladne eller
tuttenuttede.
Historien, skrevet af Stefan Fjeldmark, Karsten Kiilerich og John Stefan
Olsen, holder også - undskyld udtrykket - vand. De tre børn, den overvægtige
computernørd Plum, den overfriske skaterknægten Svip og hans ubekymrede lillesøster
Stella, og deres jordiske konflikter, føres fint med ned under havoverfladen, hvor
de må finde ud af at handle i fællesskab trods deres forskelle.
'Hjælp ...' er teknisk en blanding af klassisk håndtegnet
animation og computeranimation. Mennesker og de forvandlede børn er animeret i hånden,
mens baggrunde, bygninger og store optrin med stimevis af fisk, er skabt på computer.
Generelt fungerer det fint, om end det giver et firkantet og fladt design visse steder,
men i de mange undervandsscener opstår der problemer med at virke troværdig.
Under vand vil der altid været et eller andet i bevægelse, men i 'Hjælp...'
svæver fiskene nærmest rundt i et element der hovedsagelig står bomstille. Der er langt
mellem effekter, der viser vandets konstant forandrende bevægelse: Solens reflektioner
på overfladen, flimrende lys, krusninger og duvende planter, strømme og bobler. Især
bobler, i konstant bevægelse, reflekterende og udefinerbart gennemsigtige, kniber det
gevaldigt med.
|
Betragtet som helhed, er 'Hjælp - Jeg er en fisk', en
anbefalelsesværdig og meget imponerende film, der fortjener al mulig succes på
det internationale marked, hvor konkurrencen er benhård og sammenligninger med Disney
ligger lige for. En sammenligning mange danske anmeldere har foretaget og som da også er
uundgåelig på det tekniske område, men som her virker uretfærdig i en bedømmelse af
selve fortællingen. Den topstyrede Disney-koncern ville aldrig have tilladt en sådan
politisk ukorrekthed: Smeltende poler, genmanipulation, bandende børn, fisk der æder
fisk.
Filmen fik allerede ved verdenspremieren dagbladet Politiken til at uddele fem
af seks mulige hjerter til 'Hjælp! Jeg er en fisk'. Avisen noterede, at det er en
visuel stærk film, der 'kan hamle op med hvem som helst i animationens
superliga.' Herom var der ingen tvivl, da filmen havde dansk premiere 6. oktober. Stort
set alle danske anmeldere var fuldstændig enige: En imponerende kraftpræstation, men med
tilføjelsen - næppe egnet for mindre børn.
Politiken, der ved Danmarkspremieren uddeler fire af seks mulige hjerter under
overskriften 'Friske fisk', udnævner filmen til ' endnu en kvalitetsbevidst dansk
tegnefilm som underholder uden at være hovedløs eller behagesyg'. Filmen forbinder 'det
opfindsomme og det tankevækkende', lyder anmeldelsen, der også understreger at filmens
tema, menneskets besværlige og komplicerede skyggesider så som ansvar, etik og
samfundsmoral er tydelig, og med klar inspiration fra Orwell, er 'farverig, uhyggelig og
fascinerende'.
|
'Alligevel er der', skriver bladet tankevækkende, 'et spring til den mere
aggressive kant og uro der f.eks. karakteriserer Jannik Hastrup i hjemlige tegnefilm.'
Anmeldelsen slutter: 'Snarere forsøger "Hjælp ... " stort set ganske vellykket
at ramme et bredt børnepublikum ved at forbinde varme og charme med ide
og debat'.
Berlingske Tidende konstaterer at den 'satiriske og uhyggelige side af filmen
skal man vist være voksen for at værdsætte, og spørgsmålet er i det hele taget, hvor
velegnet denne imponerende tegnefilm er med sine talrige højdramatiske scener, der
hen mod slutningen gør den til en ren gyser og byder på så mange nervepirrende
cilff-hangers, at det næsten er for meget af det gode.' Avisen konstaterer dog også at
filmen, med voksne øjne, er en nærmest 'overvældende stilistisk og teknisk
kraftpræstation. På godt og ondt, milevidt fra Cirkeline og hendes hyggelige
musevenner.' Berlingske finder også 'at det næppe gøres mere
virkningsfuldt, hvad der til gengæld gør den muskuløse film lidt fattig på
ynde og charme'. Avisen konkluderer, at 'Hjælp ...' er en storslået bedrift, et
teknisk bravournummer og energisk underholdning, så man 'kan sidde og blive helt bange,
hvis man altså ikke er så gammel.'
Weekendavisen noterer, i en samlet overfladisk anmeldelse af samtlig fire
efterårsferiepremier på tegnefilmområdet, at 'Hjælp! Jeg er en fisk', er 'bedst i
dybhavssekvenserne', hvor 'filmen skyder knopper og figurerne ændres på fabulerende vis.
Vi hører dem tale med gode danske stemmer, men faktisk ser vi en versionering, for filmen
er skrevet og tydelig vis tænkt på engelsk.'
|
Weekendavisen tilføjer, at filmen tydeligvis er i amerikansk stil og tilføjer
at den er ´stedløs'. 'Den som godt givne succes skal være filmen velundt', mener
bladet. for 'den spræller livagtigt og flytter sig fint, men man får ingen fornemmelse
af, hvad instruktørerne egentlig vil os.'
Information gentager kunsstykket i en samlet anmeldelse af tegnefilm med
premiere op til efterårsferien, og kommer - sidst i sine anmeldelser frem til , at 'der
er skabt en tegnefilm, der sprudler af humør, fantasi og fortælleglæde. (..) Det er
festligt og fornøjeligt' skriver bladet, der ikke finder meget at kritisere.
'Det lader til, at A.Film efter mange år med rugbrødsarbejde for amerikanske
tegnefilmstudier topper kreativt. Tillykke med det.'
Aktuelt udnævnde under overskriften 'Fisken er flyvende', 'Hjælp! ...'
til ' en undervandsthriller der er grund til at råbe hurrrah for. Fisken
svømmer suverænt i vandet og er lige til at spise af enhver elsker af eventyr. Og så
understreger den, at tegnefilmmediet er inde i smagfilmstime; og at også på dette felt
gør danske og europæiske tegnefilm sig ganske godt i konkurrencen med Hollywood.'
Jyllands-Posten tager i sin anmeldelse udgangspunkt i økonomien og skriver
under overskriften 'Ny dansk tegnefilm skuffer' bl.a. at filmens 'drøm om magt, syntes at
være et såre menneskeligt træk' og tilføjer gnavent, at historien ' er hverken bedre
eller ringere end så mange andre, men det kniber med både friske ideer og og især med
at finde et tilpas kvikt tempo i afviklingen af begivenhederne.' Avisens anmelder finder
filmens hovedpersoner uden charme og alt for sødladne, de voksne 'enten fade og livløse
eller også er de hårdt karikerede uden dog at være rigtig morsomme.'
|
|