Aberne og det hemmelige våben

Home ] Tilbage ] Plaschke ] Tegnefilm ] Havebane ]


Rulletekst

"Aberne og det hemmelige våben"
1995



Instruktion: Jannik Hastrup. Manuskript: Bent Haller

To abefamilier bekriger af halv-glemte årsager hinanden, men da der opstår sød musik mellem Hektor og Elvira fra hver sin familie, optrævles stridighederne og familiebåndene knyttes på ny.

Med kærlig hilsen til Romeo og Julie, gamle Tarzan-film, Marlon Brando og May West, slås gækken løs i en respektløs humoristisk tegnefilm, der lever på en frejdige frihed i stregen. Men historien, med dens store persongalleri og de to familier - Attila-familien og Weismüller-familien, er svære at hitte rede i for de mindste.

Ikke desto mindre blev filmen et dansk hit og samtidig den fjerde spillefilm i manuskriptsamarbejde med Bent Haller.

Børneskuespillernes meget spontane replikføring kvikker herligt op. Der siges alvorsord om krigens væsen, men også rigtig 'frække' ting, som senere skulle vise sig at give Hastrup problemer.








Lucy
Især abepigen Lucy, har nogle få af disse 'frække' replikker. Hun forklarer f.eks. kanon med ordene: "Sådan en har Tila når han er glad for at se mig. Og han har endda kugler til den."

Hovedparten af filmen udspiller sig i junglen, mens den afsluttende del finder sted på Bananen, et forladt hus ved kysten, hvor Attila slår sig løs bl.a. til Lucys sang med omkvædet "Hvem vil skrælle min banan?" Scenen i Atilas kontor, med klare hilsner til Marlon Brandos Godfather, afslører ukendte sider af livet i junglen. Blandt de mange trofæer på væggen ses bl.a. Jungledyret Hugo.

Netop respektløsheden vil måske tabe det helt unge publikum, mens voksne sandsynligvis vil overgive sig. Fordi, skriver Jyllands-Posten i sin anmeldelse: ' Jannik Hastrup i sin abekarakteristik er skarp og alligevel så venlig overbærende i sin humor, at man ender med at holde af disse sære væsener, der på en eller anden måde minder så slående om os andre i deres væremåde.'

I forbindelse med den internationale filmfestival i Berlin 1995, blev filmen ramt af negative reaktioner, da en kristelig biografsammenslutning fandt  at filmens Mae West inspirerede citat voldte problemer. Og historien gentog sig da filmen blev solgt til USA, hvor amerikanerne bl.a også klippede denne replik ud. Jannik Hastrup stiller sig uforstående:

' Mae West citatet - de føler, at børn kan tage skade af det. Børn som de ellers gladeligt fodrer med al deres amerikanske lort og vold. Ved de forevisninger jeg har været til, har børnene, selv de mindste, glimrende forstået, at filmen handler om at vi ikke skal bekrige hinanden. Børnenes forældre har ikke været det mindste forargede over filmen.'