Per Tønnes udgangspunkt var omkring 60 tegninger fra Eiler Krags hånd, som der
så skulle skabes kontinuitet imellem. Stregen er studeret med stor flid og grundighed, og
farvelægningen ligeså. Ligheden blev så stor, at den fik Eiler Krag til at udtrykke
gemytlig irritation over ikke at kunne genkende hvilke tegninger der var hans
originale, da filmen havde premiere.
I den forbindelse spurgte dagbladet Information Per Tønnes, om det ikke havde
været et problem at forene to så indbyrdes fjerntliggende streger og om det ikke gav
stilistisk koks undervejs. Per Tønnes svarede:
' Slet ikke. Jeg er jo gammel svindler, på den måde at jeg eftergjorde buskort
og andet nyttigt, da jeg i sin tid gik på Skolen for Brugskunst. Det var s'gu nemt nok at
tegne som Eiler om dagen og gå hjem og tegne som Tønnes om aftenen'.
Publikum behøver ikke nødvendigvis kende Eiler Krags karakteristiske stil for
at kunne nyde Per Tønnes film. Historien er den korte og sørgelige, om en mands fatale
møde med kærlighed på flaske, kærligheden forvekslet og erstattet med flasken eller
kærligheden set gennem flasken. Det er op til beskueren selv at fortolke ud fra egne
dæmoner. Men skyd ikke Eiler Krag noget i skoene i retning af moralsk opbyggelighed,
skønt pointen - når det nu ikke er en morale - ikke er til at tage fejl af.
Resultatet af de tos gensidige kærlighed til det tegnede medie, er blevet intet
mindre en et lille kunstværk fortalt uden ord til violinisten Finn
Zieglers stemningsfulde musik. Et dansk mesterværk. Intet mindre.
