Ferd'nand

Home ] Tilbage ] Plaschke ] Tegnefilm ] Havebane ]


ferdnand.gif (6441 bytes)- den lille tavse mand med tandbørsteoverskægget, den underlige hat, de strittende pandelokker, den obligatoriske mørke jakke og vest, blev skabt af Henning Dahl Mikkelsen, bedre kendt under kunstnernavnet "Mik"

Det var under perioden i England med Jørgen Müller - 1937-1939 - at Henning Dahl Mikkelsen skabte Ferd'nand. Efter sigende tog hans far sønnens tegninger fra England med til direktøren for for pressebureauet PIB, Pressens Illustrations Bureau, Hjalmer Carlsen. Carlsen kunne godt lide stregen og spurgte, om den unge mand måske var interesseret i en af disse hersens tegneserier, der nu var ved at blive så populære.

Mik greb chancen og dermed fik striben dansk debut i 1937. Den fik straks en usædvanlig succes og debuterede samme år i et par engelske aviser. Men først efter de amerikanske dagblade New York Herald Tribune og Chicago Tribune havde købt retten til serien, begyndte de Københavnske dagblade at vise interesse. Figuren blev især kendt som pantomimestriben "Ferd'nand", der blev Danmarks ubetinget mest berømte tegneseriefigur, men som også optrådte i animerede reklamefilm.

I avisstriben optrådte Ferd'nand i tusindvis af forskellige roller: Vagabond, gadebetjent, blikkenslager eller cowboy. Ferd'nand optrådte også som familiemenneske med hverdagsproblemer, i selskab med hans mindst lige så tavse navnløse hustru og sønnen, der var en tro lille kopi af sin far.

Uanset hvilken forhindring den lille tavse mand kom ud for, blev problemet altid sat på spidsen - og løst ? - i sidste rude. Ferd'nand sagde alt i streg, uden krav om læsefærdighed.