Cirkeline - Ost og kærlighed

Home ] Tilbage ] Plaschke ] Tegnefilm ] Havebane ]


Rulletekst

"Cirkeline
Ost og kærlighed"
2000


Milles tyranniske far


Til Cirkeline film-listen

Instruktion og manuskript: Jannik Hastrup

Cirkeline og alle hendes storbyvenner beslutter at holde ikke-fødselsdag, men under forberedelserne støder de på askemusen Mille, der har fødselsdag næste dag, men som ikke må holde den, for sin tyranniske far

I den anden Cirkeline-film i spillefilmlængde, er transformeringen fra de korte tv-episoder i 60'erne fuldført og ikke længere episodiske som i den første spillefilm, men nu mere flydende og sammenhængende. Hastrup har ligeledes helt nedtonet det politiske, så alle figurer er en del af ensemblet, frem for at være pointer i en historie.

Og som i 'Storbyens mus' er det heller ikke Cirkeline der er den egentlige hovedperson, men Ingolf, der bliver betaget af den svagtsynede musepige Mille, kaldet Askemus. 'Ost og kærlighed' er en fin film for de små






Ingolf og Mille

Helten i 'Ost og kærlighed' er den runde madglade Ingolf, der møder den svagtsynede musepige Mille. Hendes tyranniske far kalder hende Askemus, for som en anden Askepot, må hun famle sig rundt i byen for at finde ost til sin dovne far. Da Ingolf møder hende og hører hun har fødselsdag den følgende dag, inviterer han hende hjem til fest på altanen.

Men det vil hendes far ikke høre tale om og musene må gennem mange dramatiske situationer, inden de kan holde fødselsdagsfest. Og som i Askepot er der en pant. Ikke en mistet glassko, men et par menneskelige kontaktlinser, der bliver til et par tiltrængte musebriller til Mille.

Dagbladenes anmeldere var om end mere begejstrede for Cirkeling 2 end forgængeren, fordi det episodiske præg nu var helt forsvundet. Handlingen flyder lettere. I Politiken, der giver fire hjerter, hedder det i anmeldelsen at 'Ost og kærlighed understreger Cirkelines status som en dansk børneklassiker.' Avisen glæder sig også over nedtoningen af det politiske: 'Det klæder Cirkeline, for Hastrups humanistiske og solidariske grundholdning går fint igennem alligevel: Når de små står sammen, klarer de sig bedre overfor de store end de ville gøre hver for sig.'

Politiken bemærker sig også musenes replik: 'Æv, hvorfor skal vi altid synge bare fordi det er tegnefilm?' og tilføjer, at her er man tilbøjelig til at give dem ret. 'Hans-Henrik Leys sange forekommer ved første bekendtskab at ligge under den høje Cirkeline-standard, han selv har sat.'